 | Indledning | 41-45: Valg og udformning af personnavne |  |
40. Grundregel
En persons navn er det navn, han i almindelighed selv anvender, uanset om det er hans virkelige navn, et påtaget navn, et kaldenavn, en adelstitel eller anden benævnelse.
Normalt betragtes udgiverens præsentation af et personnavn i den primære kilde eller på fremtrædende plads i et materiale som udtryk for personens eget ønske om præsentation af navnet. I nogle tilfælde anvender udgiveren dog en standardiseret form for præsentation i alle sine udgivelser, hvor det må formodes, at præsentationen af personens navn ikke er personens eget valg (kan eksempelvis forekomme ved nogle korporative monografiserier). I sådanne tilfælde kan andre kilder anvendes (eksempelvis en underskrift af et forord).
En persons navneform bestemmes normalt ud fra den måde, på hvilken navnet optræder i udgaver af hans værker udsendt på originalsproget, og dermed i den form, i hvilken den pågældende person efterfølgende er registreret i originalsprogets nationalbibliografi - jf. dog § 44 Sprog. Kontrol af navne i udenlandske nationalbibliografier foretages kun, hvis det aktuelle materiale giver anledning til tvivl om navneformen (flere former anvendt i samme materiale), eller efter lokale behov.
Hvis et navn kun optræder i form af initialer i materialer udsendt på originalsproget, anvendes dog det navn, initialerne står for, hvis det kendes. Hvis navnet ikke kendes, følges § 51C .
Hvis en person kun anvender sit efternavn, eller efternavnet i forbindelse med en tiltalebetegnelse (f.eks. Madam Mangor), kompletteres navnet om muligt ved hjælp af opslagsværker eller anden litteratur om personen.
Navneformer for personer, der ikke primært er kendt som ophav til skriftlige materialer (eksempelvis en skulptør eller en musiker), bestemmes ved hjælp af litteratur om personen eller om det pågældende værk. I tvivlstilfælde anvendes den mest fuldstændige form.
Generelt tilføjes manglende diakritiske tegn til alle navne, når de med sikkerhed hører til et navn, men ved en fejl eller af typografiske eller andre årsager er udeladt i det materiale, der katalogiseres.
Som hovedprincip gælder, at hvis en navneform for en person er fastlagt efter de ovenfor nævnte principper, genanvendes denne form uanset varianter af navnet i senere udgivelser. Såfremt personen skifter navn, oprettes derimod en ny navneform for personen. For nærmere forklaring af varianter og navneskift se § 41-45. Definitioner.
§ 41-51 anvendes kun, når der enten skal tages stilling til ændring af et navn, eller når en person skal have fastlagt sin navneform første gang, han optræder i katalogen.
Når flere personer har samme navn, tilføjes deres fødselsår eller andre årstal (jf. § 52 ). Kan sådanne data ikke konstateres, eller er de ikke tilstrækkelige, kan der tilføjes andre individualiserende betegnelser, f.eks. erhverv eller hjemsted (jf. § 53 ).
